Mandag

Published on 13 September 2024 at 00:13

Dag 1

 

Klokken 8:00 om morgenen skulle vi være klar foran skolen med alle vores ting pakket. Det var heldigvis ikke helt ude af det sædvanlige for mig at stå op klokken 7:00 på en mandag morgen. Da jeg havde fået taget plads og smidt mine ting ind i bussen var jeg klar til en oplevelse med sjov og en masse gode minder. På busturen sad jeg ved siden af min ven Frederik. Jeg havde heldigvis vinduespladsen, så jeg havde mulighed for at se alt det smukke landskab på turen.

 

 

Da vi var nået til færgen og var kommet ombord, fandt mine venner og jeg nogle vinduespladser, så vi havde mulighed for at se den smukke havudsigt. Efter at vi havde siddet og stenet lidt, tog vi et kig udenfor færgen for at få lidt frisk luft. På færgeturen fik jeg heldigvis også snoldet en Mercedes-parfume, som jeg har haft et godt øje til i lang tid. Jeg havde heldigvis masser af snacks med, så jeg ikke blev fristet til at tømme min sparegris på vej ud af butikken.

 

 

Da vi var nået til vores destination og fået taget plads i bussen igen, var det bare videre til vores hotel. På køreturen igennem Berlin fik jeg heldigvis et godt indblik i området og ikke mindst byen for den sags skyld. Nogle af mændene havde lædertrompetbukser på og langt, krøllet svenskerhår, mens andre var kasseklippet og havde tykt overskæg på overlæben. I Østberlin, som vi kørte igennem, lænede arkitekturen sig også mere op ad kommunistisk arkitektur end dansk.

 

 

Først skulle min parallelklasse af, og jeg må sige, jeg var godt nok ikke ligefrem imponeret over deres hostel, fordi det så ikke særlig indbydende ud. Det var til gengæld det stik modsatte med vores hotel. Da vi var nået til vores hotel og stod af bussen, fik jeg lige et lille smugkig ind i loungen, og øj, hvor var jeg imponeret. Det var en lækker og hyggelig lobby med bar og pladser, hvor man eventuelt kunne få sig en sodavand. Da vi havde fået fortalt vores værelsesgrupper tog vi vores ting og smuttede derop med elevatoren. Værelset var et firmandsværelse, og jeg sov yderst ud til vinduet. Der var udsigt ned til loungen, og udenfor lobbyen var der også spisepladser.

 

 

Da det var spisetid, tog hele min klasse og jeg hen til en döner, hvor vi alle sammen fik den klassiske berliner döner, og wow, hvor var den god. Der var dog lidt for meget olie i, men det var ikke noget, en serviet ikke kunne klare. Senere på aftenen, efter vi havde spist, fandt vi en fodboldbane. Der var nogen, der spillede der i forvejen, men da de var færdige, tog vi over. Efter vi havde spillet i et kort stykke tid, kom der en sydkoreaner hen til os og spurgte, om han måtte spille med, og vi sagde selvfølgelig ja.

 

Han var mega god, og det var ikke til at tage bolden fra ham. Han lavede stjerneskud og stjerneafleveringer. Vi spillede, indtil lyset slukkede, og det skete på slaget 21:00. Da lyset slukkede, afsluttede vi vores kamp, og vi gik alle hen til kanten af banen for at få taget et gruppebillede og sige farvel til sydkoreaneren. Vi fik også lige hans Instagram, så vi kunne følge ham inden han gik. Efterfølgende tjekkede vi hans Instagram-profil, og han havde tagget os i et post. Da vi alle var kommet ind på hver vores værelse, gik vi til køjs og lagde os til at sove, så vi var friske til en ny dag i morgen.


Add comment

Comments

There are no comments yet.

Create Your Own Website With Webador